Åreknuder – efter vurderinger fra europæiske fagsammenslutninger lider 50 % af den europæiske befolkning af dem i løbet af deres liv. Her kan du læse alt, hvad du bør vide om emnet åreknuder: fra symptomer og årsager til behandlingsmetoder og forebyggende foranstaltninger.
Åreknuder er knudrede, udvidede, delvist hævede veneafsnit, der slynger sig synligt under huden. Blåfarvning er blandt de typiske symptomer. Navnet kommer af, at årene "slår knuder". Medicinsk kaldes de varicer (lat. "varis" for "knuder").
Åreknuder skyldes veneklapper, der ikke lukker rigtigt. Blodets returløb virker ikke længere, som det skal. Trykket i karret stiger. Venevæggene kan ikke holde til det stigende indre tryk, bliver slappe, og der opstår en åreknude. Med tiden giver åreknuderne smerter og andre problemer. Hovedårsagen er en medfødt svaghed i venevæggene eller veneklapperne.
Der findes forskellige kropsområder med åreknuder. Oftest rammes de overfladiske vener i benene inklusive disses to hovedstammer, vena saphena magna og vena saphena parva. De kan også opstå i lårene og i knæhaserne.
Åreknuder uden for benene forekommer i anus (hæmorider), på testiklerne (årebrok), på spiserøret (øsofagusvaricer) og i ansigtet (teleangiektasier). De kan som udgangspunkt optræde overalt, men opstår oftest på benene.
I de fleste tilfælde forårsager åreknuder ingen problemer, i det videre forløb kan der optræde forskellige symptomer, som f.eks. en spændings- eller tyngdefølelse, kløe og fod- eller lægkramper om natten. Desuden er hævede ben på grund af væskeansamlinger i vævet typiske. På det fremskredne stadie kan de fortykkede vener i den karakteristiske snoede og forgrenede form ses igennem huden. Patienter fortæller også om overdrevent varme ben. Huden kan omkring åreknuderne være brunlig og pergamentagtig. Der kan opstå ardannelse af huden, underhuden og fascierne samt varikøs eksem. Sommetider lider åreknudepatienter også af en svampesygdom i huden eller tåneglene.
Ved varme temperaturer om sommeren kan hævelser, smerter, spændings- og tyngdefølelse forværres i løbet af dagen, eller efter at man har stået eller siddet i længere tid. Man kan ikke sige noget om problemerne ud fra åreknudernes udseende. Knapt synlige varicer kan være meget smertefulde, kraftigt udprægede årer kan forårsage få smerter.
Ud over disse problemer opfatter de ramte personer ofte deres hudforandringer som værende uæstetiske. Du undgår at vise deres ben frem. Belastningen kan være så stor, at behandling også kommer i betragtning uden kraftige fysiske symptomer.
Kronisk-venøs insufficiens (CVI)
En flerårig alvorlig åreknudedannelse i de overfladiske vener samt en koagulat- eller trombosedannelse i de dybe vener kan efter flere år eller årtier udvikle sig til et kronisk venesvigt – en kronisk-venøs insufficiens (CVI).
Overfladisk årebetændelse
På grund af det lave veneflow i åreknuderne er risikoen for blodpropper øget. Hvis disse blodpropper bliver betændte, taler man om en overfladisk årebetændelse. Her kræves der omgående lægefaglig behandling for at forhindre en udvidelse til det dybe venesystem og en trombose.
Dyb venetrombose (flebotrombose)
En åreknude kan også fremme udviklingen af en dyb venetrombose (flebotrombose). Her ophobes blodet og klumper sig sammen til en blodprop. Benet svulmer op. Hvis denne komplikation ikke straks behandles, er der risiko for en permanent beskadigelse af veneklapperne. Fordi dele af blodproppen kan vandre op i lungen og her forårsage en emboli, er en dyb venetrombose i benet livstruende.
Åbent bensår (ulcus cruris)
Hvis en åreknudesygdom, der hele tiden forværres, igennem flere år ikke bliver behandlet, risikerer man, at det venøse blod ender i det overfladiske venesystem og samler sig i underbenet. Huden omkring anklen kan derved beskadiges så kraftigt, at den ikke længere kan klare presset, og der opstår et åbent bensår (ulcus cruris).
Åreknuder skyldes oftest genetiske anlæg. En nedarvet svaghed i vener og bindevæv får venerne til at blive slappe. Den anden hovedårsag er fremskreden levealder. For mangeårig belastning af venernes daglige arbejde påvirker venevæggenes stabilitet og dermed også venernes evne til at lukke veneklapperne helt.
Nedarvet vene- og bindevævssvaghed
Tiltagende alder
Benskader
Forudgående karsygdomme, som f.eks. en dyb benvenetrombose
Nikotin- og alkoholindtagelse
Forhøjet blodtryk
Manglende bevægelse (f.eks. stående eller siddende aktivitet)
Overvægt
Hormonelle forandringer som graviditet eller overgangsalder
(Oftest forsvinder åreknuder, der er betinget af graviditet, fuldstændigt igen efter fødslen).
Brug af hormonpræparater (f.eks. p-piller)
Stramt tøj
Sko med høje hæle
Ekstrem varmetilførsel
Ca. 20 procent flere kvinder end mænd lider af åreknuder. Komplikationen i forbindelse med en lungeemboli er dog ligeligt fordelt, hvilket skyldes, at mænd oftest søger læge senere.
Selvom åreknuder oftest er genetisk betingede, kan du selv gøre noget for at forebygge dem. På den måde kan visse åreknuder helt undgås, eller en forværring kan bremses. For venevæggenes elasticitet og en uhindret blodgennemstrømning kan man påvirke positivt på en aktiv måde, uanset om der foreligger en øget risiko eller ej.
Forebyggende foranstaltninger:
De medicinske fagretninger, der beskæftiger sig med åreknuder, er intern medicin, angiologi, flebologi og specialiseret almenmedicin.
De første trin i en undersøgelse er anamnesen, afklaringen af familiære belastninger og risikofaktorer. Derefter skal der føles og ses på de berørte årer, først og fremmest de overfladiske veners udmundingssteder i det dybe venesystem i lysken, knæhaserne og underbenet. Her indtager patienten skiftevis en stående, siddende og liggende holdning. En øget temperatur i huden, fortykkelser, hudrødme eller trykfølsomme steder kan tyde på overfladiske venebetændelser. Fodpulsen tages.
Den hyppigste diagnostiske metode ved åreknuder er så ultralydsundersøgelse ved hjælp af farvekodet duplexsonografi med doppler-ultralydssonde. Med denne metode er forstyrrelser i blodcirkulationen, veneklapper, der ikke lukker helt, og udvidelse af veneskaden nemme at se. Ved hjælp af en farveskala kan blodets strømningsretning vises.
Lysreflektionsrheografi registrerer venernes pumpefunktion, pletysmografien kapaciteten og afledningen. Disse to metoder er stadigvæk gængse, først og fremmest som led i den løbende kontrol for alvorlige venesygdomme samt før og efter indgreb.
Tidligere blev der hyppigt anvendt trykmålinger. Disse er i dag oftest afløst af moderne og sikre undersøgelsesmetoder herunder nye billeddannende metoder. Røntgenundersøgelse med kontrastmiddel (flebografi) anvendes næsten heller ikke længere. Magnetisk resonanstomografi (MR-scanning) eller kontrastmiddelunderstøttet computertomografi anvendes kun ved mere sjældne sygdomsbilleder.
Laboratorieundersøgelser af enkelte blodkoagulationsfaktorer kan være vigtige, hvis der foreligger en dyb benvenetrombose eller sågar en emboli uden synlig årsag.
Åreknuder kan klassificeres efter forskellige kriterier:
Inddeling efter opståen
Inddeling efter sværhedsgrad
Sværhedsgraderne adskilles på baggrund af klassifikationen af kronisk-venøs insufficiens (CVI) iht. Widmer, modificeret iht. Marshall.
Inddeling efter symptomatisk udformning
Her adskilles den kliniske udformning af varicer efter CEAP-klassifikationen** (158, 239, 267). Denne inddeling har vundet indpas internationalt.
Ved C1 til C6 kan der tilføjes A = asymptomatisk eller S = symptomatisk.
** CEAP står for "Clinical condition" (klinisk undersøgelsesresultat), "Etiology" (ætiologi, årsag), "Anatomic localisation" (lokalisering, optrædende sted) samt "Patophysiology" (patofysiologi, type af den sygdomsmæssige forandring).
Inddeling efter berørt vene
Åreknuder kan også inddeles efter den syge vene.
* Blodet strømmer fra muskelvenen til underhuden under højt tryk. Derved udvides den overfladiske vene og ses som synlig, kugleformet hævelse.
I behandlingen af åreknuder kan der vælges mellem forskellige konservative og invasive metoder. Disse skal altid afvejes i en samtale med lægen efter alle nødvendige undersøgelsesresultater. Her spiller typen af åreknudesygdommen, dens stadie, eventuelle følgesygdomme og patienternes ønske en rolle. En konservativ behandling kan standse udviklingen af sygdommen. En fjernelse af den syge vene er dog kun mulig ved (minimalt) invasive metoder. Alt efter sygdomsbilledet er en fjernelse endda medicinsk indiceret og tvingende nødvendig. I andre tilfælde kan tidspunktet vælges i ro og mag.
De berørte personer prøver sommetider at behandle deres åreknuder med husråd. Men der er dog ikke dokumenteret nogen videnskabelig virkning.
Venemedicin fås i form af spray, salve eller gel til påføring på huden samt som kapsler til indtagelse. Forskellige lægeplanter som hestekastanje eller almindelig vin siges at have en kartætnende effekt. Der kan dog ikke forventes mere end en aftagende virkning på hævelser og en subjektiv lindring. Nogle anvender plantebaserede salver eller salver med det koaguleringshæmmende heparin eller chondroitinpolysulfat. Men om de aktive stoffer virkelig trænger igennem huden og har en effekt på benvenerne er nok tvivlsomt. Den regelmæssige indsmøring betragtes dog som velgørende massage og kan derfor klart anbefales.
Sport og skiftevis varme og kolde brusebade giver ganske vist en bedre blodcirkulation i benene, men hjælper ikke med hverken at lindre eller fjerne åreknuderne. Hvis man vil skjule sine åreknuder lidt, kan man anvende vandfast dækkecreme og makeup.
Blandt de receptpligtige midler er for eksempel koalugationshæmmende midler som lavmolekylært heparin til indsprøjtning, cumarin samt de såkaldte direkte orale antikoagulantia egnede. Derudover kan der også gives trombosytfunktionshæmmende midler som acetylsyre.
Ved åreknuder er en konsekvent kompressionsterapi uundgåelig og oftest den behandlingsforanstaltning, der vælges først. Det blide tryk udefra er modspilleren mod det indvendige tryk mod karrenes vægge. Dermed reduceres risikoen for at venerne bliver slappe. Kompressionsstrømpenstøtter karrene udefra. Den optimerede blodgennemstrømning i benvenerne forebygger en ophobning og en lokal nedsynkning af blodet. Ved hjælp af trykket lukker veneklapperne bedre, og muskelpumpen i venerne fungerer bedre. Eksisterende åreknuder kan ikke forsvinde ved en kompressionsbehandling. Men en forværring kan dog ofte undgås, og symptomer kan lindres. Efter en fjernelse af åreknuder minimerer brugen af kompressionsstrømper risikoen for hævelser og blodpropper.
I Tyskland betaler sygekassen størstedelen af udgifterne for to par kompressionsstrømper om året. Der findes altid et produkt, hvis ekstrabetaling maksimalt er 10 euro. Alt efter hvilken version, der er tale om, kan en større ekstrabetaling også blive nødvendig. For at opnå en optimal effekt, skal strømperne passe nøjagtigt og måles derfor af uddannet fagpersonale.
Hvis det sammen med den behandlende læge besluttes, at åreknuderne skal fjernes, og der ikke er andre medicinske årsager til hinder for dette, findes der forskellige anbefalede metoder, der også kan kombineres.
Siden midten af forrige århundrede har operative metoder vundet indpas, hvor hele benet ikke længere behøver blive skåret op. Ved såkaldt venestripping trækkes den syge stamvene ud med en sonde. Dette er den oftest anvendte behandlingsform i Tyskland, der også betales af sygekassen. Hvis en anden metode set ud fra en medicinsk synsvinkel er lovende, betaler det sig at undersøge eventuelle omkostninger ved sygekassen. På internationalt plan anvendes der overvejende minimalinvasive endovenøse metoder.
Operativ venestripping og miniflebektomi
Ved en stripping eller delvis stripping fjernes udvidede stamvener under en operation helt eller delvist. Ved hjælp af et lille snit i lysken fører kirurgen en sonde ind i blodkarret. Herigennem trækkes den syge stamvene ud af benet i et stykke sammen med sine sidegrene. Ved fjernelse af sidegrensvaricer anvendes der en miniflebektomi. Sjældne komplikationer ved åreknudestripping, også kaldt Babcock-metoden, er følelsesløshed og en prikkende fornemmelse på grund af beskadigelsen af små nerver i benet, der kan blive beskadiget under udtrækningen af venen. Der opstår ofte blødninger i underhudsvævet og blodudtrædninger. En efterfølgende konsekvent kompressionsterapi er nødvendig.
Stella venosa-resektion
Ved en stella venosa-resektion gennembrydes en stamåreknude ved den såkaldte stella venosa, hvor den berørte vene udmunder i den dybe benvene. Dette forhindrer blodet i at strømme tilbage. Da denne metode udføres under lokalbedøvelse, er den især egnet til ældre mennesker med store åreknuder, hvor risikoen, der følger med en fuld narkose, vil være for høj. Også ved dette indgreb tilrådes en efterfølgende kompressionsterapi.
Sklerosering (endovenøs)
Med en fin nål injiceres der et flydende skleroseringsmiddel (Polidocanol) direkte i det syge kar. Ved større åreknuder opskummes det virksomme stof. Dette stof beskadiger venens indvendige væg, der derefter reagerer med en inflammationsproces, klæber sammen og lukker venen. Åreknuden bliver med tiden omdannet til en bindevævsstreng, hvilket betegnes sklerose. Derefter nedbrydes det ekstra væv. Derfor ses behandlingsresultatet først helt efter et par uger. Behandlingen er næsten smertefri. Kroppen nedbryder skleroseringsmidlet i løbet af 48 timer og udskiller det. Efterfølgende konsekvent kompressionsterapi anbefales. Der kræves ofte flere behandlinger, da mængden af det virksomme stof pr. session af medicinske årsager er begrænset. Med skleroseringen kan alle åreknudetyper behandles bortset fra stamvaricer.
Radiofrekvens- og laserterapi (termisk, endovenøs)
Ved disse to endovenøse termiske katetermetoder lukkes varicerne ved hjælp af varme. Som varmekilde anvendes der enten energirigt laserlys eller elektromagnetiske bølger. Den roterende sonde føres ved hjælp af et kateter igennem åreknuderne og frem til lige før indgangen til den dybe benvene i lysken. Under den langsomme tilbagetrækning opvarmer den omkringliggende afgivne energi venevæggen med op til 120 grader. Derved trækker karret sig sammen og opløses med tiden. Sidegrene fjernes derefter oftest ved hjælp af mini-stripping. På grund af den høje temperatur kræves der køling og oftest narkose. Der kræves intet snit i lysken som ved stripping. Derved er risikoen for at beskadige lymfekar og nervestammer minimal. Proceduren er ret smertefri. Behandlede personer kan straks stå op igen, senest tage hjem igen efter en dag og er som regel arbejdsdygtige igen efter en uge. En efterfølgende kompressionsbehandling er nødvendig.
I sjældne tilfælde anvendes de venebevarende og blodstrømskorrigerende behandlingsmetoder CHIVA og valvuloplastik, hvor åreknuderne bevares i kroppen, samt mekanokemisk ablation, hvor et roterende kateter ødelægger venevæggen, og der desuden udføres sklerosering. Også behandling med et veneklæbemiddel hører til de mindre udbredte behandlingsformer.
Åreknuder opfattes ikke altid som et problem. Men hvornår skal man behandle åreknuder eller endda få dem fjernet? Eftersom åreknuder i modsætning til karsprængninger ikke kun er et kosmetisk problem, men også kan medføre symptomer og komplikationer, bør de løbende tilses af en læge og kontrolleres. Åreknuder går ikke bare væk af sig selv igen, men bliver som regel værre i takt med, at man bliver ældre. Så snart opståede problemer ikke kan lindres ved hjælp af andre behandlinger, eller der opstår komplikationer, skal de syge årer omgående fjernes. Uanset, om en fjernelse er i vente eller ej, skal en åreknude altid behandles med kompressionsterapi.
Videnskaben er endnu ikke enige om, hvorvidt varicer skal fjernes så tidligt som muligt.
Har du allerede fået fjernet eller behandlet dine åreknuder? Så er der et par ting, du skal være opmærksom på, for at helingen kan forløbe optimalt. Alt efter den enkelte metode skal du være opmærksom på følgende:
Efter narkose skal du have en person, der kan følge dig hjem/køre dig hjem. Du må ikke køre bil i 24 timer og heller ikke forlade huset alene. Også indtagelse af alkohol og betjening af tunge maskiner frarådes i de første dage. Ved komplikationer som feber, opkast, kulderystelser, smerter og åndedrætsproblemer skal du straks kontakte en læge.
Ordineret medicin skal tages som foreskrevet.
Den lagte forbinding må først fjernes af det medicinske personale ved dit næste besøg.
Langsomme gåture, gerne med en ledsager, er tilladt, så snart du føler dig klar til det. Det vil hjælpe dig med at komme dig. Du bør først begynde at dyrke sport efter aftale med din læge.
Varme og intensivt lys som ved sauna eller solbadning skal undgås, indtil såret er helet. Varmt brusebad er tilladt.
Især i de første dage skal du sørge for at lægge benene op, så der opstår aflastning. Dette forebygger en lymfeansamling. Undgå at stå eller sidde for længe og have benene over kors.
For at sikre helingen og modvirke mulige komplikationer tidligt, skal du altid overholde dine kontrolaftaler.
Efter narkose skal du have en person, der kan følge dig hjem/køre dig hjem. Du må ikke køre bil i 24 timer og heller ikke forlade huset alene. Også indtagelse af alkohol og betjening af tunge maskiner frarådes i de første dage. Ved komplikationer som feber, opkast, kulderystelser, smerter og åndedrætsproblemer skal du straks kontakte en læge.
Ordineret medicin skal tages som foreskrevet.
Den lagte forbinding må først fjernes af det medicinske personale ved dit næste besøg.
Langsomme gåture, gerne med en ledsager, er tilladt, så snart du føler dig klar til det. Det vil hjælpe dig med at komme dig. Du bør først begynde at dyrke sport efter aftale med din læge.
Varme og intensivt lys som ved sauna eller solbadning skal undgås, indtil såret er helet. Varmt brusebad er tilladt.
Især i de første dage skal du sørge for at lægge benene op, så der opstår aflastning. Dette forebygger en lymfeansamling. Undgå at stå eller sidde for længe og have benene over kors.
For at sikre helingen og modvirke mulige komplikationer tidligt, skal du altid overholde dine kontrolaftaler.
